Vores lovgivningen er bygget op om barnets bedste. Men hvad er barnets bedste? Det er der ikke et entydigt svar på og skal vurderes ud fra det enkelte barn. En ting som er hjemlet i lovgivningen, er at det som udgangspunkt er bedst for barnet at have lige adgang til begge forældre.
I 2007 fik vi en ny forældreansvarslov. Loven blev præsenteret med ”et barn har ret til to forældre” – Loven gav dog ikke pr. automatik barnet samvær og samværsforælderen skal anmode herom.
Dette gør, at man som samværsforælder skal vurderes egnet til at være sammen med eget barn, hvis bopælsforælderen er uenig.
I Danmark er 89 % af bopælsforældrene moderen. Fordelingen bør ikke nødvendig vis være 50 % idet vi i Danmark i de fleste familier er indrettet således at moderen er den primære omsorgsperson. Men det er mærkværdigt at der stort set ikke er sket en forandring i fordelingen af bopælen siden 1980’erne, trods at flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet og flere kvinder får arbejdstider, som ligner mænds, samt flere mænd tager den primære forældrerolle i hjemmet.
Danmark er forsat bundet af traditioner. Den nye ægtefælleskiftelov, som trådte i kræft den 1. april 2019, forventes ikke at have den ønskede effekt, idet lovændring ikke alene kan gøre op med den måde vi behandler fædre i samfundet.
Vi taler 2019 og først nu taler vi om at digital post vedr. barnet skal sendes til begge forældre. Det handler ikke kun om børn og fædres rettigheder men også mors rettigheder. Mødre som ikke har haft bopæl, som egentlig har kæmpet for at give bopælen og alt det som medfører til far, har forsat ikke kunne slå sig fri for at systemet har opfattet hende som primære. Dette begrænser også kvinder som aktivt tager et valg sammen med far om at indrette sig på en måde som går imod samfundsnormen.
Det nytter ikke noget at vi kun ændrer loven, hvis vi ikke også ser på adgang til barsel, opsætning af digitale systemer og kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet, for ellers fastholdes kvinden i en rolle, som fratager fars adgang til at blive anerkendt som den primære omsorgsperson. Vi skal også passe på med at lovgive for meget, da det forsat skal stå forældrene frit for ved aftale at indgå de ordninger som passer dem og deres familie bedst.
Spørgsmålet vedr. fædre og barsel finder jeg drejes skævt hvis man tvinger familier ud i at far eller mor SKAL dele deres barsel på en bestemt måde, idet dette kan virke begrænsende for den enkelte familie. Man skulle i stedet se på at ændre lovgivningen så fædre kunne gøre krav på barslen over for arbejdsgivere, så familien kan indrette sig som de ønsker, samt ændre holdningen til fædre barsel. Igen er mange familier bundet af deres økonomi og igen tror jeg ikke at der kommer ligestilling på det område før der er mere ligestilling for lønnen også. I bund og grund finder jeg at mænd skulle have ret til barsel på samme vilkår som kvinder, men man burde også overveje om ørebestemt barsel til mænd skulle lægges oven i den barsel som er der nu, så mor og far eksempelvis får hver øremærket 3 måneder hver, som de så kan holde i forlængelse af hinanden eller sammen. Herefter kan forældrene frit selv dele barslen.
Hele holdningen til fædre er forkvaklet i vores samfund, men det er vores holdning til mødre også. Vi klapper i hænderne når der lægges en video op på de sociale medier med en far med sit lille barn på brystet. Vi tager imod billedet som noget exceptionelt og priser manden for at gøre dette og forventer at kvinden skal være lykkelig for at far ”hjælper” til i hjemmet. Samtidig hermed forventes det at kvinden selvfølgelig gør dette. At kvinden selvfølgelig tager den længste barsel. Mange kvinder, inklusiv mig selv, oplever som gravide og selvstændige at blive mødt med spørgsmålet ”nå hvornår går du fra?” eller bliver mødt med et vildt blik og dyb forargelse ”holder du ikke din barsel?!” – modsætningsvist modtager min mand mange roser for at gide at tage barsel. – ”hvor er det flot at du tager barsel”.
Forældre som indretter sig på den mere traditionelle måde, skal der også være plads til. Det handler om at vi skal se på mor og far som forældre og ikke på mor som primær og far som en ”hjælper” der ”passer” sine børn. Far passer ikke sine børn – far er sammen med sine børn.
Når vi som i dag fastholder mor og far i deres stereotyper, er det mere socialt legitimt at mor tager længere barsel hvilket fører til at de står bedre i en sag om samvær, bopæl og forældremyndighed.
Vi skal i samfundet ændre vores tilgang til faderskabet, moderskabet og ændre det til forældreskabet. Vi skal for barnets bedste stille os lige i samfundet.
Far er ikke en andenrangs forælder, men vi gør ham til det, samtidig med at vi pådutter mor nogle egenskaber og medfødte opgaver.
Men hvor skal vi starte, hvis vi ikke alene kan ændre loven om forældreansvar? – Allerede når børn er helt små. Vi skal have ændret et samfunds holdning til forældreskabet, hvorfor vi skal sætte ind tidligt. Det er lige fra at vi skal fjerne udtryk som ”en rigtig dreng”/”en rigtig mand”. Vi skal gøre flere ting kønsløse. Drenge som leger med dukker skal ikke byttes ud med ”rigtigt drengelegetøj”. Når børnene skal i skole skal praktik ikke opdeles efter køn, men efter lyst og vilje. For nogen er dette noget feministisk pladder. Men de skal spørge sig selv, imens de opdrager ”rigtige drenge” og ”rigtige piger” om de så kan forvente at disse drenge får samme rettigheder som pigerne når de efterfølgende indretter sig efter stereotypen og samfundsnormen og kvinderne er mest sammen med børnene?
Vi skal også se på lovgivningen på andre områder. Et eksempel herpå er, at vi anerkender medmødre men ikke medfædre, hvilket bør anerkendes.
Det er derfor svært for kvinder og mænd, som bryder med normen idet de forsat er underlagt en diskurs som fastholder dem i en bestemt rolle.
Når jeg fører sager i statsforvaltningen, eller nu i familieretshuset, oplever jeg ofte at far bliver kørt over. Jeg oplever at mor, uanset fordeling i hjemmet høres og far bliver overhørt.
Jeg har selvfølgelig også sager der går i den anden retning. Jeg har mødre som kæmper for at far skal tage ansvar og se sine børn oftere.
Begge typer sager møder samme udfordring – at man forventer at mor tager sig af børnene, som en medfødt biologisk og samfundsgivet opgave, gave og byrde imens far bare passer sine børn.
Så hvis far ikke dur, så har vi altid mor. For mor er mor – er hun ikke?
Jeg taler ikke for at et nyfødt ammende barn skal have en 7/7 ordning. Jeg taler for at man ikke ser på forældrenes køn, men ser rent på barnets tilknytning.
Jeg tror også på at vi skal passe på med ikke at anerkende biologi, idet vi ved at underkende den ikke anerkender de egenskaber vi hver især har. Selvfølgelig er der større tilknytning imellem barn og mor den første tid, hvis mor ammer 6-12 gange i døgnet. Sådan er det og det skal anerkendes. Dog er der også forældre hvor der gives flaske, hvor far giver flaske 6-12 gange i døgnet og tilknytningen er størst til far. Men det ændrer ikke på at der tale om en tilknytning som dannes, ved barnets biologiske behov. Barnet kan danne en lige så stor tilknytning til far som mor, hvis omstændighederne taler for det. Oftest er det dog sådan at mor og barn knytter de første bånd, som samfundet er indrettet i dag.
Jeg har siddet med disse sager af meget forskellig karakter. I nogle sager skal barnet ikke have adgang til den anden forældre. Dette kan give et gib i nogen, men der er sager med misbrug, vold og mangel for forældrekompetencer. Her skal børnenes rettigheder selvfølgelig ikke krænkes i et forsøg på at beskytte forældres rettigheder.
Det er slet ikke disse sager jeg omtaler her. Jeg taler om helt almindelige forældre som forsat behandles ud fra deres køn og derfor pålægges mangler eller evner.
Vi er nødsaget til at ændre i retorikken fra at ”far kan være lige så god som mor” til ”far er lige så god som mor”.
Først når vi som samfund anerkender de forskellige familieformer og opdeling af roller efter tilknytning og ikke køn, tror jeg på at fædre, mødre og børn vil stå lige. Jeg tror desværre at vi har langt vej igen og jeg tror desværre ikke at den nye forældreansvarslov kommer til at give den ligestilling, so mange håber på.